To oplukkere på rejse igennem ærmer og bukseben
Legen der kræver, at man er fingernem og ikke blufærdig, men glad for at samarbejde.
Fremgangsmåde
Der laves 2 hold med min. 3 deltagere på hver. De 2 hold får hver udleveret en oplukker, hvori der er bundet en lang snor. Begge hold stiller sig på en række med front ud mod de øvrige gæster.
Oplukkeren skal nu transporteres igennem alle ærmer og bukseben hurtigst muligt, og man må hjælpe hinanden på de enkelte hold. Hvis man fx starter med venstre ærme, skal oplukkeren derefter ned i venstre bukseben, op i højre bukseben, og videre ud af højre ærme, for derefter at fortsætte ind i næste deltagers venstre ærme osv. Starter man med højre ærme er turen bare modsat vej.
Man kan lave forskellige regler angående samarbejdet. Det kan fx forbydes at knappe bluser og bukser op, eller man kan sige, at det er forbudt at knappe sit eget tøj op, men tilladt at knappe de øvrige holddeltagers tøj op. Man skal sikre sig, at snoren kan nå hele vejen. Det hold der først har fået snoren igennem hele ruten har vundet.
Husk
Snor og to oplukkere