Det er svært at spille fodbold med et meget begrænset synsfelt, men vanvittigt morsomt.
Fremgangsmåde
Der laves 2 hold bestående af 10-20 deltagere. Alle deltagere laver et stort kræmmerhus ud af et stykke karton eller en avis. Man klipper et hul i den spidse ende på ca. 5-10 cm. i diameter. I modsatte ende monteres 2 elastikker i hver side af kræmmerhuset, som skal bruges til at sætte “næbet” fast på ørene.
Alle deltagere påmonterer sit næb, og er nu forvandlet til pingviner. Nu gælder det om at spille fodbold, med helt almindelige regler. Det kan være en god ide, at have en dommer, da ingen af pingvinerne har det store overblik!
For at sige det som det er, kan man ikke se en skid, så spillet skal starte lidt forsigtigt, indtil alle har vænnet sig til at være pingviner. Det hold der scorer flest mål, har vundet.
Variant: Man kan også bruge hvide engangskrus og lave et hul i bunden (ca. 1 cm diameter). Disse krus sættes så sammen med snor og elastik, således, at de kan sættes over øjnene (med bunden udad) som en slags briller.
Husk
Karton eller avispapir til næb, elastikker, fodbold og mål.