Nogle uger inden festen, ringer man en del til fødselaren/ brudeparret, og optager telefonsamtalerne på bånd. Svarene bliver klippet sammen med nye spørgsmål, og får derved en helt ny betydning.
Fremgangsmåde
I god tid før festen begynder man at ringe til fødselaren/brudeparret og snakke om løst og fast. Er man flere om dette indslag, er det en god ide at skiftes til at ringe, så hovedpersonerne ikke fatter mistanke.
Alle samtalerne optages. Når man har alle svarene, høres de igennem. Man skal på baggrund af svarene have lavet nogle sjove og skæve spørgsmål til hovedpersonerne.
Man vælger en interviewer. Han stiller nogle spørgsmål, som også indspilles, og klippes sammen med de svar, man kan få til at passe.
Til festen afspilles hele interviewet. Man kan finde på en optakt, der svarer til den vinkel interviewet ender med at få.
Husk
Det er en god ide at kende en radiojournalist, eller evt. en studerende fra en medieuddannelse, som kan skaffe noget ordentligt optageudstyr. Hvis ikke, må man prøve sig frem med sit eget.