Gådeskattejagt

Gåder kan sagtens danne rammen om en god skattejagt. Her er to varianter med gåder.

Poster med gåder fordeles rundt om i huset eller udenfor. En voksen læser gåden højt. Når børnene har gættet gåden, får de oplysninger om, hvor den næste post med en ny gåde er.

Gode børnegåder kunne f.eks. være:

  1. Hvilken fugl har ikke noget næb? (en sommerfugl)
  2. Hvad kan du kun se som et billede, medens alle andre kan se det i virkeligheden? (dit eget ansigt)
  3. Hvem er det der dør, når solen skinner på ham? (en snemand)
  4. Hvor langt kan man gå ind i en skov? (ind til midten, så begynder man at gå ud igen)
  5. Kan du stave til frosset vand med to bogstaver? (is)
  6. Hvad kan en mus trække lige så godt som en elefant? (vejret)
  7. På hvilken vej har der aldrig kørt biler? (Mælkevejen)
  8. Hvilken dag er solen stået op, og ikke gået ned? (i dag)
  9. Hvilken slags nød har ingen skal? (pebernød)
  10. Hvilket stykke tøj kan man ikke have på? (syltetøj og legetøj)
  11. Hvad er det der er hvidt, når der er oppe i luften og gult når det lander? (et æg)
  12. Hvad falder om vinteren, men slår sig aldrig? (sne)
  13. Hvad er der i blade og bøger men ikke i aviser? (bogstavet B)

Man kan også lave skattejagten sådan, at svaret på gåden er det rum, hvori den næste post ligger f.eks.:

  • Tidligt og sent vil man mene, at her sidder man helst alene. På stedet her er det ikke forbudt at holde sig for næsen og slippe en prut. Næste post er så på badeværelset.
  • Her er der kulde og hvis man skulle blive sulten efter en is eller en pølsemad, så gemmer man her alt sit mad. Næste post er så i køleskabet.
  • Heri ligger fødselsdagsbarnet om morgenen gerne meget længe og om aftenen helst slet ikke. Næste post er så fødselsdagsbarnets seng. osv.