Bordcurling

Hjemmelavet bordcurling med sten – perfekt til festen –  før eller efter middagen – eller i det fri.

Fremgangsmåde

Remedier: et langt, plant bord gerne 3-4 meter. Eller en lang, plan og høvlet planke 3 – 4 meter gange 50-80 cm. Desuden 12 trækugler (ca. 2,5-3 cm. i diameter – kan købes som træperler i hobbyforretning) og 24-50 engangs-snapseglas i plastic. Medicinglas i passende størrelse er endnu bedre!

I den ene ende tegnes et “curling-hus” (3-4 cirkler, f.eks. med kop, kagetallerken, dyb tallerken, lagkagefad) som deles af 2 streger, en på langs af banen, en på tværs af banen.

Hvert hold har 6 “sten”, (2 glas over en trækugle). Trækuglerne kan markeres med en tusch, så holdene kan se forskel på stenene. Fra den anden ende af bordet skal holdene nu skiftevis sende en “sten” afsted og forsøge at placere denne, hvor det er strategisk bedst. Når alle “sten” er sendt af sted, tælles points.

Kun det hold, som er tættest på curlighusets centrum får points. Man får points for hver “sten” som er tættere på centrum end den af modstanderens “sten”, som er tættest. Et hold kan altså vinde 1-0, 2-0, ….6-0.

En kamp kan spilles til 13 points (internationale bordcurlingregler), til afgørelsen efter en runde (dem der er nærmest har vundet) – eller alt man aftaler på forhånd.

Særlige regler: Væltede “sten” tages ud af spillet. Det er forbudt at springe op på banen og begynde at feje midt i en kamp!

Husk:
Det bliver sjovt!