En laaang køretur venter. Gå ikke i panik. Bil-bingo kan redde turen!
Fremgangsmåde
Dette er et bilnummerpladespil, hvor hver deltager tegner en spilleplade med 16 kvadrater, som fyldes med tal fra et til ni. Der må gerne være ens tal i nogle af felterne, men deltagernes spilleplader skal være forskellige.
Hver gang man bliver overhalet eller overhaler en anden bil, ser man efter det sidste ciffer på nummerpladen, og hvis det samme tal optræder på ens spilleplade, overstreger man det.
Den der først har overstreget alle tal har vundet.
Variant 1: Vi har fået en mail fra en bruger, som mener, at det originale bil-bingo skal spilles på denne måde:
Man tager og deler et stykke papir i 9 felter. Man skriver nu i hvert felt et forskelligt tal mellem 10 og 99. Så er det med at holde øjnene åbne. Samtlige nummerplader gælder (eller i hvert fald danske og norske) med mindre, at bilen holder parkeret eller er slukket.
Man skal kigge efter de 2 første tal i nummerpladen (Eks. UF “22” 382) Så krydser man ellers tallet ud, som de nu kommer, og får man alle 9 tal, ja så har man BANKO!
Variant 2: 25 felter (5×5) med de mest kendte bilnationalitetsmærker. 5 på stribe vinder!
Husk
Papir/pap til spilleplade + noget at skrive med til alle.