Gennemlev et årtusinde på en dag

WinstonIdéen til denne dag er fostret i forbindelse med årtusindeskiftet, og er afprøvet med stor succes af festdoktoren.dk dagen før nytårsaften 1999/2000. Dagen kræver en del forberedelse og varer en hel dag. Til gengæld er den sjov, og man bliver lidt klogere på vores historiske baggrund.

Fremgangsmåde

Idéen til denne dag er at gennemleve et årtusinde på en dag. Deltagerne i festen vælger et århundrede eller to hver (evt. i par). Til Festdoktorens dag blev valgt 1000-1100, 1500-1600, 1800-tallet og 2. verdenskrig.
Det kan man naturligvis vælge alt efter, hvad der har ens interesse eller til hvilken periode man har en god idé. Det afhænger også af hvor mange mennesker, man er. Ved Festdoktorens dag var der 4 par, som hver forberedte aktiviteter til en periode. Man kan aftale, at man har en time/halvanden hver til sine aktiviteter.


Her er lidt inspiration fra festdoktorens dag:
1000-1100: Her havde vi en dyst mellem den nordiske mytologi og den dengang nye kristendom. Vi var to hold, der hver repræsenterede en af de to trosretninger. Vi fik et lille oplæg om de vigtigste temaer i den nordiske og kristne tro. Første opgave for den nordiske gruppe var at bygge livstræet og derefter forklare principperne og indholdet i livstræet. Det kom der en meget særpræget installation ud af bl.a. indeholdende et vissent juletræ, et sjippetov og et par garnnisser. Det kristne hold skulle kunstnerisk udtrykke principperne for skærsilden, himmel og helvede. Det kom der også en meget interessant bordinstallation ud af.
Derefter havde vi en quiz, hvor hvert hold blev spurgt om ting fra deres respektive religioner - hvem var Freja?, Fortæl lignelsen om den fortabte søn osv.  


1500-1600: Her var der også religion på programmet. Her var det kampen mellem katolicismen og protestantismen. Vi havde først en quiz, hvor vi blev stillet spørgsmål om de to trosretninger og især om Luther. Vi måtte kun svare på ”latin”. Det vil sige med endelserne um, us, osv. bag på alt, hvad vi sagde. Hvis vi ikke svarede på ”latin” kom vi i skriftestolen. Her skulle vi skrifte vores synder for pater. Vi fik så et skriftebrev på, at vi var tilgivet vores synder.
Herefter gjaldt det den danske reformator Hans Tavsen. Vi skulle gengive Hans Tavsens rejse fra Sønderjylland til Viborg. Det foregik til hest. Så her skulle vi op på ryggen af vores holdkammerat og ride rundt om huset. Hvis vi faldt af ”hesten” kom vi i helvede, hvor der (som bekendt) er syndige kvinder, ild og alkohol (i dette tilfælde et eksemplar af Ugens Rapport, Fyrfadslys og Gammel Dansk! – faktisk et ret hyggeligt sted…)


1800-tallet: Så kom turen til 1800-tallet. Dette var arrangeret som ét kæmpe stort Jeopardy-spil. Vi dystede i vores hold. Her var kategorier som ”Virksomheder” (ØK, Carlsberg), Turisme (Tivoli, Zoo, Hjelen i Silkeborg), Berømte personer (Bryggeren, H.C. Andersen, Kierkegaard) samt kunst og politik.


2. verdenskrig: Her havde vi fem konkurrencer.
Holdene skulle dyste om, hvem der kunne lave den bedste erstatningskaffe, udfra hvad der var i køkkenet (meget alternativ kaffe!)
Vi skulle med knappenåle plotte krigens stilling ind på et stort Europakort på en bestemt dato i 1943 – det vil sige, hvor var tyskerne, englænderne, franskmændene og russerne på denne dag.
Holdene skulle producere den flotteste modstandsmands-trenchcoat af lagner.
Vi fik en quiz om 2. verdenskrig.  
Til sidst skulle holdene sy et frihedskæmperarmbind rigtigt - det vil sige hvordan den røde, hvide og blå stribe er placeret i forhold til hinanden.


Ingredienser og remedier
Man skal jo huske at medbringe alle de remedier man skal bruge til sine aktiviteter.
Festdoktoren anbefaler
At man laver en stor tidslinie, som man hænger op så alle kan se den. Her kan man plotte de vigtigste begivenheder i Danmarks historie ind. Det giver en bedre tidsforståelse og gør dagen ekstra højtidelig.


Beslægtede aktiviteter
Se vores 2. verdenskrigsquiz
Se alle vores  temafester her
Togafest


Links
Historie på Nettet
Danmarks konger


Mad og drikke
Der er ingen specielle mand og drikke på denne dag. Men det er selvfølgelig oplagt at få mad og drikke som er typisk for den tidsperiode man har valgt.