Hvem er X? – 3 varianter

Placeret i Med børn, Selskabslege

Klassikeren til den lange bil- eller bustur eller til den hyggelige nemme selskabsleg. Tre varianter.

Fremgangsmåde

Variant 1: Hvem er jeg?

En af deltagerne bestemmer sig for en X, dvs. tænker på en kendt person, som alle kender. Det kan være fx være Lars Løkke Rasmussen. Nu skal de øvrige deltagere gætte personen ved at stille spørgsmål, der kun kan svares ja eller nej til. Spørgsmålene kunne være: Er det en dansker? Er han kendt fra medierne? osv. Den person, der først gætter på Lars Løkke Rasmussen har vundet, og må bestemme næste X. Man kan aftale om det må være både personer, dyr og ting der skal gættes.

Variant 2: Lap i panden

Man kan også lave den variant, hvor en person på forhånd laver nogle sedler (Post-its) med kendte personers navne på. Alle deltagere får nu klistret en papirlap i panden, og skal derefter gætte hvem de selv er. Det vil sige, at man kan se alle de andres sedler, men ikke sin egen.

Variant 3: Hvis jeg var en bil?

En 3. variant som vi kan kalde livsstilsvarianten er den, hvor man ikke stiller direkte spørgsmål om Mister X, men i stedet for spørger: “Hvis du var en bil, hvilken bil var du så”?, “Hvis du var en et stykke tøj, en bog, et fjernsynsprogram, et politisk parti, en blomst, noget mad”? osv.

Et eksempel kan være Poul Schlüter. Han vil nok være en sort BMW, en nobel habit, Borte med blæsten, et politisk debatprogram, Det konservative folkeparti, en tulipan, et godt stykke rødt oksekød. Hvorimod fx Annemarie Helger måske vil være en gammel Citroén eller et overmalet folkerugbrød, en stor og meget farverig kjole, en bog der omhandler noget kvindepolitisk, en sjov film, SF, en vild markbuket, noget thailandsk mad. Den der først gætter X vælger en ny person, der skal gættes.

Husk

Hvis man vælger variant 2, skal man bruge nogle post-it mærkater og en blyant, ellers skal man bare huske at bruge hovedet!

Print Friendly, PDF & Email